Ægtefæller og andre pårørende​

Det er ikke nogen hemmelighed, at det er en kæmpe udfordring for hele familien, når den ene ægtefælle får en demenssygdom. Alt i ens familie bliver vendt rundt. Hverdagen bliver anderledes. Kærligheden forandrer sig. Samværet med børnene bliver påvirket. Forholdet til familie og venner ændrer sig. Økonomien skal revurderes. Alt bliver forandret. Intet bliver, som det var før.

Som mange ægtefæller selv udtrykker det, så er de på 24/7. De har aldrig fri, og de kan aldrig være sig selv – med mindre, de får skabt sig nogle frirum, hvor de har mulighed for at gøre nogle af de ting, der betyder noget for dem personligt. Det kan være at gå i biografen med en ven eller veninde. Eller det kan være at dyrke motion. Eller det kan bare være at have mulighed for at være sig selv i sit eget hjem.

Mange ægtefæller til mennesker med demens i den tidlige fase er stadig aktive på arbejdsmarkedet. Det giver yderligere udfordringer at få deres arbejdsliv til at hænge sammen med ægtefællens hjemmeliv. Det oplever mange også som en stor belastning – selv om mange også oplever det som et frirum at være væk hjemmefra.

Men lige meget, hvordan de har det med det – så oplever rigtig mange, at de har skyldfølelse og dårlig samvittighed, fordi de føler, at de skal være to steder på sammen tid. Og det er som bekendt svært.

Men mange ægtepar har gode oplevelser med at gøre noget sammen. Det kan være at gå til foredrag sammen. Gå en tur i skoven eller ved stranden. Eller være at tage med på den årlige TænkeTank for yngre med demens. Eller…

Mange ægtefæller til hjemmeboende med demens har et stort behov for støtte, rådgivning og vejledning til, hvordan de griber opgaven an med at få skabt sig en hverdag, der kan hænge sammen. 

Og mange har også stor glæde af at være i fællesskaber med andre pårørende, som er i samme situation.

Jeg har også gode erfaringer i at samarbejde med ægtefæller og andre pårørende, som jeg gerne deler med jer, hvis I har brug for at sætte initiativer og aktiviteter i værk både for pårørende alene og for ægtepar sammen.​​

Konsulentfirmaet steenkabel aps

CVR: 31609925​

Magnoliavej 3, 4600 Køge

Tlf.: 23 27 62 80 | ska@steenkabel.dk

Følg mine nyheder på: facebook-logo__blue_22  instagram-logo-22