Kan man have et aktivt og meningsfuldt liv når man har en demenssygdom?
Ja – det kan man godt. Især hvis man har mulighed for at deltage i sociale aktiviteter og fællesskaber med andre mennesker, der har en demenssygdom. Det viser den nyeste forskning på området - og det viser vores mange års erfaringer fra samarbejdet med yngre med demens og deres familier på Kallerupvej i Odense og andre lignende initiativer rundt om i kommunerne.
Det er også det svar, vi oftest får, når vi spørger hjemmeboende mennesker med demens og deres familier, hvad de har aller mest brug for.
Det aller vigtigste er, at man som professionel møder dem som selvstændige mennesker, der selv kan give udtryk for, hvordan de gerne vil leve deres liv. At man som professionel anerkender dem og respekterer deres integritet. At man inddrager dem aktivt og spørger dem, hvad de har lyst til? Hvad de har brug for for at få skabt sig et godt liv med mening i? At man lytter til dem og tager deres ønsker og behov alvorligt. At man ser dem som de mennesker, de er.